Få blandt andet 5 gode råd fra en vanebryder
 ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ 
 ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌   ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ 

 

Kære Morten


Stærke pointer, gode råd. Inspiration. 


Reboot Bæredygtighedsevent i Odense Congress Center er spækket med viden.


Leveret af virksomheder og eksperter - målrettet virksomheder, der står med de samme udfordringer, når det handler om at finde vej gennem arbejdet med bæredygtighed.


Vi er til stede og giver dig de vigtigste pointer. Vi udkommer også i morgen. 


God læselyst.

Venlig hilsen

Jan Bonde, Kommunikationschef, Erhvervshus Fyn

 

Podcast: Hvornår har du sidst slettet dine gamle emails?

 

Digitalt skrald fylder, og det er ikke godt for klimaet, for en fil optager plads på en server, der skal køles ned.


Kampen mod digitalt skrald er blot et af de projekter, som blandt andre Josephine Mai Hansen og Freja Juel fra virksomheden HJ Hansens Klimaaktivisterne har kastet sig over efter at have taget ambassadøruddannelsen hos Odense Klimapartnerskab, hvor de netop har fået prisen som Årets Klimaambassadør. 


Få deres gode råd til, hvordan du kan gøre noget godt for klimaet på din egen arbejdsplads.

Lad mig lytte til episoden

 

Vidste du...?💡

 

En gigabyte i din mailindbakke svarer til at have din ovn tændt uafbrudt i 10 timer.

 

Lær af de bedste: Ambitiøse Kinnarps vil være klimaneutrale inden 2050

 

Den familieejede svenske møbelproducent Kinnarps har et stærkt fokus på bæredygtighed og var allerede i gang med deres første bæredygtige tiltag på logistikområdet i 1960. Her startede de med at pakke deres møbler ind i tæpper i stedet for kasser. En metode der optimerede væsentligt på udnyttelsen af pladsen i lastbilerne samt mindskede forbruget af emballage. En praksis de fortsat arbejder med i 2024.


Helle Blædel fra Kinnarps fortalte, at de har seks fokusområder i deres strategi for bæredygtighed og ambitiøse mål om at halvere deres drivhusgasudledning i 2030 samt blive klimaneutrale i 2050. De har allerede i 2023 opnået en reduktion på 39% i forhold til 2019, hvor de startede.


De seks fokusområder

  • Råmaterialer og ressourcer
  • Klima
  • Rene materialer
  • Cirkularitet
  • Socialt ansvar
  • Ergonomi

Kinnarps har arbejdet med bæredygtighedsrapportering siden 2015 og har i modsætning til møbelbranchen generelt valgt at øge produktionen hos dem selv. På den måde har de nu næsten fuld kontrol over værdikæden og en bedre evne til at sikre miljørigtig produktion. Det giver dem større kontrol i forhold til opnåelse af bæredygtighedscertificeringer, som de arbejder målrettet med på deres materialer. Kinnarps har fx certificeringen på 95% af det træ, de anvender, og 93% på deres tekstiler.


Det stopper selvfølgelig ikke her, for bæredygtighedsambitiøse Kinnarps, der også sætter stort ind på cirkulære forretningsmodeller, som fokuserer på længere levetid, mulighed for genbrug og 100% materialegenanvendelse.

 
Der er ikke noget, der er overladt til tilfældighederne hos Kinnarps.

 

Lav en Olsenbanden-plan:
5 gode råd fra en vanebryder

 

ESG handler i høj grad om at bryde vaner, og hvem er så bedre at konsultere end en vaskeægte vanebryder. Sådan en er Thomas "Vovemod" Lütken og med sin vanlige iver delte han ud af de læringer, han har opsamlet fra 11 SMV’er, som han har fulgt siden EU’s CSRD-direktiv trådte i kraft for et lille års tid siden.


Når de store kunder, som er omfattet af direktivet, begynder at stille spørgsmål og krav til SMV’erne, går en stor del af lederne i panik og prøver at eliminere problemet på den korte bane ved enten at sende aben videre til sine egne leverandører eller ved at parkere det hos en administrativ medarbejder og håbe det går over. Andre hopper ned i den modsatte grøft og begynder i vildskab at overimplementere med alenlange rapporter, som ingen gider at læse.


Her får du fem gode råd, som kan afhjælpe panikken og sikre at arbejdet med ESG-dokumentation bliver et aktiv for din forretning:

Kom i gang
Lad være med at gemme jer bag det faktum, at kravet endnu ikke omfatter jer og sæt arbejdet i gang, før I bliver taget med bukserne nede. 


Lad være med at gøre det hele på én gang 
Gør det enkelt som Olsenbanden i topform og læg en plan, hvor I prioriterer, hvilke parametre, der er vigtigst først. Ingen af dine kunder bliver gladere af, at du gør mere, end det de har behov for.


Byg et fundament af viden
Begynd med at prøve og samle grundoplysningerne og spyt det så ud i forskellige varianter, der passer til efterspørgslen.


Sørg for at ledelsen fastholder opbakningen og engagementet i ESG 
Ledelsen skal ikke arbejde i detaljen, men at de forstår ESG på overfladen og sikrer prioriteringen er afgørende for succes.


Drop de dræbende Excel-ark og lav et Mind Map med billeder
Gør det visuelt overskueligt hvilke afrapporteringsparametre, der hos jer ligger inden for de forskellige underområder inden for hhv. E, S og G.

 

Hvad skal vi med alle de regler? 

 

Hvad er man egentlig forpligtet til at have styr på og kunne dokumentere ifølge lovgivningen? Og hvorfor er det vigtigt at beskæftige sig med sin værdikæde?


Spørgsmålene kan stå i kø, når man snakker om Due Diligence og værdikæder i forhold til ens virksomhed, for hvor skal man egentlig starte?

 
Ifølge EU's nye direktiv CSDDD, som netop handler om Due Diligence, er det kun de største virksomheder, som har over 5000 medarbejdere, der er omfattet fra 2027, og fra 2029 er det virksomheder med over 1000 ansatte. 


Så hvorfor er det relevant for SMV’ere at tage højde for allerede nu? 


Det har advokat Cecilia Vesløv flere bud på. 


Det er blandt andet for at stå stærkt konkurrencemæssigt, det bliver en ting kunderne og forbrugerne kigger på i fremtiden, og hvis man som virksomhed vil kommunikere om ens indsatser, skal man også kunne dokumentere det.


Cecilia Vesløv kommer med fire steps til at komme i gang her: 

  1. Skab et overblik over jeres forretningsmodel og læg en strategi for jeres arbejde med bæredygtighed i virksomheden. 
  2. Kortlæg jeres værdikæde med henblik på at afdække jeres positive og negative påvirkninger på miljø og mennesker. 
  3. Integrer bæredygtighed i jeres nuværende risikosystemer og procedurer. 
  4. Udarbejd ESG politikker og evaluer jeres indsatser løbende. 

Vil du dykke længere ned i emnet, så har du den 16. december mulighed for at deltage i Erhvervshus Fyns gratis 1/2 dags workshop. Her får du konkrete og operationelle værktøjer til at styrke din leverandørstyring, minimere risici i værdikæden og opfylde de nyeste krav til bæredygtighedsrapportering.

Jeg vil vide mere om workshoppen

 

Vejen mod Net Zero og en bæredygtig fremtid

 

For 10 år siden eksisterede datacentre dårligt nok. I dag er de uundgåelige, og om 5-10 år vil de være endnu større. Det er en branche i enorm vækst. Både hvad angår den data vi bruger, og den mængde strøm der skal bruges til at håndtere den store mængde data.


Men det betyder ikke, at man ikke kan bevæge sig mod en bæredygtig fremtid og net zero. 


Henrik Hansen, CEO ved Datacenterindustrien og en del af den nye Net Zero Innovation Hub i Fredericia, fortalte til Reboot 2024 om, hvordan de sammen med store virksomheder som blandt andre Microsoft, Google og Danfoss har skabt et innovationsfællesskab, hvor de vil skabe bæredygtige løsninger.


Han nævner tre veje mod net zero for datacentre: 

  1. Ændret forbrugeradfærd - privatpersoner, virksomheder og offentlige myndigheder begynder at forbruge mindre data. 
  2. Datacentrene optimerer endnu mere på energieffektiviteten og sikrer, at den store vækst i dataforbrug ikke medfører et øget energiniveau.
  3. Datacentre bliver i langt højere grad integreret med det øvrige samfund – med energisektoren, forsyningssektoren og landbruget. 

Henrik Hansen tror selv på, at den sidste af de tre er den mest realistiske og brugbare i fremtiden. 


En anden stor spiller, vi har her på Fyn, er Meta, som har et datacenter i Odense. De har formået at matche deres elforbrug med 100 procent vedvarende energi. Og hvordan gør de det? Det gør de blandt andet gennem investeringer, når de kender deres strømforbrug. 


Herudover støtter de flere lokale indsatser og projekter blandt andet Genbrugsfabrikken, som er et udendørs genbrugs- og bæredygtighedslaboratorium i Odense.


”Vi forestiller os en verden i 2030, hvor Meta har opnået de mål, vi har sat for reduktion af udledninger af drivhusgasser, hvor vi har opnået netto-nul-udledning”, fortæller Lisa Sig Olesen, Nordic Community Development Manager i Meta.

 

Bæredygtig adfærd kan godt være lønsomt. Her er 5 gode råd.

 

Direktør Sara Krüger Falk fra UN Global Compact Network, Denmark havde som opdrag at give sine indspark til, hvordan en bæredygtig adfærd godt kan være lønsom for din virksomhed – udover den åbenlyse gevinst for klimaet. 


1. Knyt din forretning til de udfordringer, verden står overfor  
Ved at arbejde med verdensmålene, får du også din virksomhed dækket ind på eksempelvis EU-kravene. For de er baseret på verdensmålene. 


2. Kig på lovgivningen - også uden for EU 
I Danmark er der et naturligt fokus på at rette ind efter EU-lovgivningen. Men der er god grund til at forholde sig til nogle af de vigtigste klima-initiativer også uden for EU. Eksempelvis i Nordamerika, hvis man håber at spille en rolle på det amerikanske marked. Global Compact Network har skabeloner, der også passer til lovgivningen uden for EU. 


3. Strategien skal passe til udfordringerne 
Din virksomheds mulighed for indtjening er tæt koblet sammen med at have en strategi, der tager klimaudfordringerne alvorligt. Det kan reelt set blive vanskeligt at få et lån til udvikling i fremtiden, hvis man ikke har en forretningsmodel, der tager hensyn til klimaudfordringerne. 


4. Sørg for at få alle med 
Når du har lagt en strategi, så sørg for at få alle dine ansatte med på den. Ved din salgsafdeling, hvad du har besluttet omkring bæredygtighed? 


5. Rekruttering 
Det bliver afgørende for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, at din virksomhed tager udfordringerne alvorligt. 

 

Vis nyhedsbrevet i browser

Besøg os på www.ehfyn.dk
Besøg os på LinkedIn

Erhvervshus Fyn - Munkebjergvænget 1 - 5230 Odense M

Afmeld vores nyhedsbrev      Opdater dine kontaktdata